Q: Kan du kort introducere dig selv og dit arbejde hos Eurozine?

“Jeg er en ungarsk journalist og vært med en baggrund i comedy. Men jeg joker ikke, når det kommer til Eurozine. Jeg har været ansvarshavende redaktør for magasinet siden 2018. Jeg er ansvarlig for udgivelser, og så samarbejder jeg med vores administrerende direktør om det strategiske arbejde og fundraising. Vores vigtigste mål med magasinet er at have en fair platform, hvor temaer, forfattere og samarbejdspartnere bliver udgivet på en retfærdig og balanceret måde. Om det så handler om kultur, politik, nyheder, humanistisk forskning eller samfundsvidenskab. Eurozine er et dobbelt projekt: en professionel platform med redaktører og udgivelser, og et onlinemagasin der er afhængig af dette netværk. Mit arbejde består i at skabe de nødvendige vilkår og metoder til at sikre netværkets samarbejde og udveksling."

Q: Eurozine blev stiftet i 1983 – og i dag har Eurozines netværk mere end europæiske partnermagasiner og -tidsskrifter. Hvilke visioner havde du og hvilke udfordringer så du for Eurozine, da du overtog som ansvarshavende redaktør i 2018?

“Jeg har altid foretrukket at skabe fælles platforme og samarbejde i stedet for at konkurrere. Især når det kommer til medier, og jeg tror, at det var det, der tiltrak mig ved Eurozine i første omgang. Jeg havde en drøm om at nå endnu længere ud med magasinet og skabe et stærkt bånd til et yngre publikum. De sidste fire års arbejde har vist os, at nyere generationer er interesserede i lange formater og dybdegående indhold, og det er den interesse, som vi gerne vil arbejde videre med.

Eurozine har siden dets begyndelse haft et stærkt fokus på Østeuropa som en vigtig del af europæisk politik og kultur. Det er ikke gængs i international journalistik, hvor der stadig findes en stærk Nordatlantisk bias. Som østeuropæer var det specielt tiltrækkende at arbejde med journalistik på tværs af grænser og sprog."

Q: Hvilke udfordringer står de europæiske medier, tidskrifter og magasiner over for, hvis vi tager et kig på det europæiske medielandskab?

“Det europæiske medielandskab er en ond cirkel: økonomisk pres og digitaliseringens faldgruber har skabt en virkelighed, hvor uafhængige udgivere går fra den ene krise til den anden, mens de ofte kæmper for at overleve. Kulturen, forskningsområdet og civil samfundet har stået over for historiske store desinvesteringer de sidste femten år.

I journalistikken driver dette pres de store udgivere mod sammenlægninger, koncentrering af ejerskab og gør dem sårbare for direkte pres fra politikere og økonomiske interessenter. De små og mellemstore medier mister deres levegrundlag, når den lokale journalistik og nichejournalistikken mange steder er ved at uddø. Det efterlader store blinde vinkler, som de store mainstream-medier ikke kan dække, fordi deres arbejde er afhængig af et professionelt økosystem der bliver svagere og svagere.

Samtidig er det interessant, at mens digital indhold når længere og længere ud, så er der stadig stor efterspørgsel på den type indhold, der ikke er en del af de konventionelle markeder. Den dybdegående, krævende og dedikerede journalistik, der er fællesskabsorienteret og ofte udgivet af nichemedier når et hidtil uset online-publikum. Alt imens ændrer arbejds- og udgivelsesvilkårene sig hele tiden. Mange af dem er baseret på spinkle grundlag, der skubber journalistikken mod en mere prekær virkelighed. Vores mediesystem står midt i en gennemgribende transformation, og professionens organisationer og fortalere er stadig for fragmenterede til at modstå disse udfordringer. Der er dog stadig håbefulde tegn. Jeg håber, at en nyfunden anerkendelse af journalistikken i post truth-æraen vil sejre, og at en ny generation af skabere vil fremme denne proces."

Q: Og hvilke muligheder?

“Europæiske medier har en stor arv at gøre brug af. En af disse er public service-arven, der er viklet tæt sammen med vores idéer om velfærd, uddannelse, social mobilitet og en række andre ting, der gør i bund og grund gør livet værd at leve på et kontinent som Europa. Vi er i en tidsalder, der er besat af rå magt – om det så er økonomisk, politisk, teknologisk eller en kombination af dem. Denne arv er ikke bare en gammel, støvet skat, men en meget kraftfuld idé, vi kan bruge til at udfordre de liberale demokratiers forfatning, voksende ulighed og i sidste ende de truende klimaforandringer.

Vi står overfor eksistentielle trusler, der kræver at vi gentænker hele vores civilisation på kort tid, og finde måder at eksistere som samfund på mere ansvarlige måder end de sidste århundreder. Selvom det lyder ulogisk, så ser jeg det som en unik mulighed for at udvikle os. Når vi står overfor ufattelige problemer, så må vi tro på os selv – og specielt vores ungdom.

En anden, endnu ældre og dybt rodfæstet arv er kulturtidsskrifterne selv: der findes en fantastisk diversitet, modstandsdygtighed og potentiale i disse tidsskrifter og magasiner. Genrens rødder går endnu længere tilbage end trykpressen – og har allerede vendt verden på hovedet et par gange: fra Oplysningstiden til Samzidat-undergrundslitteraturen kan man finde spor af den magt, der har ligget i denne type af udgivelser gennem tiden."

Q: Hvad kommer du til at tale om til dette års Festival for nye medier?

“Alt det, som jeg lige har nævnt – og hvordan EU kan overkomme dens mangler og skabe positive forandringer."