Indenfor vores felt – og i PLURALISTERNEs daglige arbejde med repræsentation i mediebilledet og kulturlivet – er vi i høj grad påvirket af verden omkring os. Verden og det globale samfund er i konstant forandring. Det har vi tydeligt set gennem det sidste år med en pandemi, klimaforandringer og de store social justice-bevægelser som Black Lives Matter og MeToo. Det betyder, at vi kontinuerligt forhandler begreber som identitet, sandhed og magt, og i PLURALISTERNE betyder det, at vi forholder os kritisk og aktivt til, hvordan vi anvender og arbejder med kategorier.

Medierne er en af vores vigtigste kilder til information og har derfor stor indflydelse på de flestes virkelighedsopfattelse. Får du taletid i medierne, validerer eksponeringen dit perspektiv som værende relevant for offentligheden. 

Adgang til medierne og det at være en stemme i den offentlige sfære kan give udsigeren en magtfuld og indflydelsesrig position.

Dette bringer mig til Sofie Linde, som de fleste nok kender som vært på det populære underholdningsprogram ‘X Factor’ og som Danmarks bedst betalte kvindelige studievært. Sofie Linde optræder oftest inden for lettere formater, men ikke desto mindre har hun adgang - både til dagligstuens intimsfære og til den offentlige samtale.

I august 2020 skulle Linde være vært på ‘Zulu Comedy Galla’ - et stort dansk, comedy prisuddelingsshow. Showet har eksisteret siden 2009 og kun én gang før har en kvinde været vært, nemlig i 2013 hvor skuespiller Sidse Babett Knudsen styrede løjerne. Ud af årenes 75 nominerede og prismodtagere i diverse kategorier findes 9 kvindelige komikere. Én gang har en kvinde vundet prisen som ‘årets komiker’ (Linda P. i 2010). Konceptet er altså i høj grad mandligt domineret.

Tilbage til Linde, som traditionen tro indledte showet med en tale, som ofte har et politisk indhold eller berører samfundsmæssige forhold. Linde valgte at bruge sin tid på scenen med salens og TV-seerens fulde opmærksomhed til at dele en personlig erfaring og oplevelse. Hun fortalte, hvordan hun som 18-årig og helt ny i underholdningsindustrien blev udsat for en seksuel trussel fra en ældre og hierarkisk højere placeret kollega. Situationen fandt sted til en fest på arbejdspladsen: 

“Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost og jeg havde glædet mig. Så kommer der den her store tv-kanon op. Tager fat i min arm og siger: “hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig". 

Lindes tale startede en bevægelse i både den danske medieindustri og den politiske arena. Flere mediehuse, organisationer og politiske partier iværksatte undersøgelser, som skulle afdække den interne krænkelseskultur, hvilket indtil videre har resulteret i, at alt fra toppolitikere og institutionaliserede tv-værter er faldet fra magtens tinder. Dette er sket blandt andet på baggrund af vidnesbyrd fra personer, som de har krænket og begået alvorlige overgreb på.

Med sin tale genoplivede Linde altså den ellers mildest talt lunkne #metoo-bevægelse i Danmark. Debatten spreder sig fortsat til andre dele og niveauer af samfundet, og et år efter Lindes tale er der stadig jævnligt nye sager med personer, der har fået mod til at stå frem - og nu tages alvorligt. Før Lindes tale blev samtalen ofte sporet ind på spørgsmålet om, hvorvidt sexisme og krænkende magtadfærd overhovedet fandtes eller var et problem i Danmark.

Det krævede altså den mest populære kvinde i den danske underholdningsindustri endelig at få skubbet #metoo til toppen af dagsordenen i Danmark.

Linde-casen viser, hvordan hun med sin allerede etablerede platform kunne ændre diskursen. Men man ville også kunne kigge på andre parametre og andre kontekster af mis- eller underrepræsentation og analysere, hvordan nye emner eller problemstillinger tages op, når ensidig repræsentation brydes. På vores researchture til udenlandske medier hørte vi gang på gang, hvordan historier ikke blev dækket, hvis redaktionerne ikke havde diversitet blandt de ansatte. En norsk-pakistansk journalist beskrev for os, at hvis hun ikke var på arbejde, risikerede store nyhedshistorier ikke at blive dækket, fordi hun var den eneste med muslimsk baggrund på den pågældende redaktion. En homogen repræsentation resulterer altså i en ensporet dagsorden.

Men repræsentationen i medierne – både i forhold til kilder og optrædende samt journalister og produktion – er generelt ensidig, og adgangen til medierne er ikke ligeligt fordelt blandt befolkningen.

Hvem får adgang?

Hvert 5. år udgiver ‘The Global Media Monitoring Project’ en rapport, ‘Who Makes the News’ (WMTN), som undersøger køn og repræsentation i nyhedsmedierne i over 100 lande. Den seneste undersøgelse er fra 2015, og det globale gennemsnit viste, at kun 24% af kilderne i nyhedsmedierne var kvinder.  I Danmark udfører RUC monitoreringen, og i 2010 lå andelen af kvindelige nyhedssubjekter på 31%, mens det i 2015 var faldet til 25%.

Den næste rapport, der var planlagt til 2020, blev forsinket på grund af  pandemien, og rapporten udkommer derfor først i 2021. Tallene fra 2015 kan dog stadig betragtes som relevante i nutidens perspektiv, fordi tidligere undersøgelser ikke har tydet på stor udvikling, siden projektet startede deres globale målinger for seks år siden i 1995. 

Rapporterne viser også, at de kvinder, som optræder i nyhedsmedierne, ikke er jævnt fordelt i forhold til stofområderne. Flest kvindelige kilder ser man ifølge den danske WMTN indenfor kategorierne ‘sundhed og videnskab’ (48%) og ‘kendis, kunst og sport’ (31%).

Denne fordeling af kilder på baggrund af deres køn eller andre identitetsparametre ses også i andre lignende undersøgelser og rapporter, for eksempel ‘Dem Vi Taler Om’ udført af Ansvarlig Presse og RUC i 2017. Tallene viser, at når kvinder eller andre minoriteter optræder med højere frekvens, sker dette indenfor såkaldte nyhedsreservater, når personer med etnisk minoritetsbaggrund optræder som ekspertkilder i indslag eller artikler, der handler om kriminalitet eller terror. Den måde at op- og inddele kilder på forstærker negative stereotyper, forstyrrer og forvrænger billedet, og det repræsenterer ikke de forskellige befolkningsgrupper retfærdigt og retvisende.

Der mangler stadig data som afdækker diversitet og repræsentation i medierne. Når vi har talt med udenlandske medier og organisationer med fokus på repræsentationsarbejde, fortæller de at årsagerne til dette ofte skyldes problemer med finansiering til researcherne og sensitivitetsudfordringer angående det at kategorisere personer ud fra identitetsparametre som for eksempel køn, hudfarve, etnicitet, seksuel orientering osv.

WMTN og ‘Dem Vi Taler Om’ forholder sig begge til nyhedsmedierne, men kigger man på undersøgelser fra andre dele af medie- og underholdningsindustrien, er resultaterne lignende. Det Danske Filminstituts undersøgelse fra 2016, som undersøger kønsfordelingen i filmbranchen, viser også en fordeling med mandlig overvægt, både i forhold til, hvem der modtager filmstøtte, produktionsholdet og skuespillerne. Det samme billede gør sig gældende i musikindustrien jf. statusrapporten ‘Kønsbalancen i rytmisk musik’ (2016) og ‘Diversitet i Musikbranchen’ (2017). 

Så nu hvor vi har konstateret, at der er tale om en misrepræsentation i spørgsmålet om minoriteter og minoriserede personer i medierne, kan vi begynde at se på alle de gode grunde til, at alle bør arbejde med retvisende repræsentation.

I det følgende vil jeg kort pege på 4 helt grundlæggende argumenter for nødvendigheden af retvisende repræsentation og repræsentationsarbejde.

Det fulde perspektiv = god journalistik

PLURALISTERNEs arbejde med repræsentation har to grundpiller: kvalitet og lighed. Lighed i betydningen lige adgang til den offentlige samtale, en adgang som hverken skal forhindres af stereotyp vanetænkning hos gatekeepers eller for eksempel digital chikane mod minoriserede grupper.

En journalists arbejde er at forfølge sandheden ifølge fakta - og fakta er nu engang, at vi lever i et mangfoldigt samfund med mange forskellige perspektiver, som alle er lige vigtige. At lade alle stemmer blive hørt sikrer det fulde perspektiv, hvilket er nøglen til journalistik af højeste kvalitet. Hvis du som journalist, redaktør eller producer bliver ved med at bruge de samme stemmer og profiler, med den samme slags baggrund, så vil du med stor sandsynlighed også gentage samme synspunkter, viden og historier.

Eksklusion / inklusion

Hvis journalister fortæller den samme historie igen og igen, betyder det, at vi som samfund går glip af andre historier og at emner, tematikker og vinkler, som har stor betydning for måske mindre højlydte dele af samfundet, vil blive overset. Hvilket altså vil resultere i en dissonans mellem medierne og hvad der egentlig sker ude i verden.

Hvis du eller din livssituation ikke adresseres af medierne, er det mindre sandsynligt, at du kan relatere til samfundet og vil føle dig motiveret til at engagere dig i den offentlige samtale. Du kan i sidste ende ende med at føle dig ekskluderet, hvilket selvfølgelig er et problem af demokratiske proportioner. Ydermere kan journalister risikere at miste adgangen til personer fra de underrepræsenterede grupper, fordi nedprioriteringen eller eksklusionen af deres historier vil fremmedgøre dem fra medierne Det kan ultimativt resultere i uendelige blinde vinkler og ekkokamre i medierne og nyhedsformidlingen. 

Økonomi

Fra et økonomisk perspektiv vil eksklusionen af dele af befolkningen også betyde at medieorganisationerne vil miste kunder. Medierne vil miste læsere, lyttere, besøgende på deres websites og betalende abonnenter. Hvis du ikke genkender dig selv, og du ikke føler dig anerkendt af et medie, vil du finde et andet.

Hvis et medie vælger en smal og homogen repræsentation af kilder og eksperter, mislykkes det for dem at vise samfundets fulde spektrum, hvilket vil gøre deres udsigelsesposition værdiløs, fordi den simpelthen ikke reflekterer virkeligheden. At forskellige personer er repræsenteret i medierne åbner ikke kun en dør til ny og vigtig viden, den udvider også vores opfattelse af, hvem der kan besidde kompetence og potentiale.

Rollemodeller

Når børn og unge ikke præsenteres for personer i vidende og magtfulde positioner, som ligner dem selv. For eksempel ledere af lande, anerkendte forskere eller beundrede kunstnere - hvordan skal de da vide, at de også selv kan opnå lignende positioner? Det er ikke kun et tab for børnene selv men for hele samfundet, idet vi risikerer et stort potentialetab. Som skuespiller, producer og ligestillingsforkæmper Geena Davis siger: “If she can see it, she can be it”.

Der er altså mange gode argumenter for, hvorfor repræsentationsarbejde er vigtigt og hvorfor medierne og kulturlivet bør stræbe efter at afspejle samfundets diversitet og forskelligheder. Uanset hvem du er, hvordan du ser ud, hvor du bor eller hvilken alder du har, bør du kunne genkende dig selv i medierne, fordi medierne er essentielle i vores forståelse af det samfund, vi lever i, de personer vi møder, vores identitetsforhandling - vores virkelighed.

Hvis medieorganisationer vil producere journalistik af høj kvalitet og formidle sandfærdigt og retvisende, bør de have en ambition om at inkludere alle dele af samfundet, fordi det er den eneste bæredygtige - både sociale og økonomiske - model for moderne og tidssvarende kommunikation, historiefortælling, nyhedsjournalistik og kunst.

Hvis du er journalist eller på anden måde aktør i det danske medie- og kulturlandskab, kan du kontakte PLURALISTERNE eller lignende organisationer som for eksempel Ansvarlig Presse og få hjælp og rådgivning i forhold til  repræsentationsarbejde.