Den danske mediebranche afspejler ikke befolkningen. Ifølge den seneste undersøgelse var der blandt medlemmerne af Dansk Journalistforbund kun tre procent indvandrere eller efterkommere, og kun én procent af medlemmerne Indvandrere og efterkommere fra “ikke vestlige lande”.  Især to faggrupper skiller sig ud; journalister og kommunikationskonsulenter. Her er der i alt kun 1,5 procent indvandrere. Undersøgelsen er fra 2010, den blev foretaget af Dansk Journalistforbund i samarbejde med Danmarks Statistik.  Dengang udgjorde Indvandrere og efterkommere fra “ikke vestlige lande” omkring syv procent af den samlede danske befolkning. 

Det er måske på tide, at jeg introducerer mig selv. Mit navn er Olivia Anna Christensen, jeg er 24 år og læser kommunikation på 5. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Derudover er jeg studentermedhjælper på Dagbladet Information og en del af redaktionen på Ungdomsmagasinet SEIN. 

Min mor er fra Danmark og min far er fra Benin i Vestafrika. Derfor er jeg på papiret, hverken indvandrer eller efterkommer fra et “ikke vestligt land”. Men da jeg læste førnævnte undersøgelse, forstod jeg, hvorfor jeg ikke møder mange, der ligner mig på de mediearbejdspladser, jeg har arbejdet på. For selvom tallene efterhånden har et par år bag sig, er der stadig problemer med repræsentation i medieverdenen. 

Sommerens storme

I sommeren 2020 buldrede racismedebatten afsted i kølvandet på drabet på George Floyd. I Danmark fyldte det også meget. For de fleste nok mest i medierne, der dækkede Black Lives Matter-demonstrationerne og hele bevægelsen på en måde, der fik mange “brune” mennesker til tasterne med kritik af medierne. For mange “brune” mennesker var det ikke længere nok, at medierne fandt en token-person – altså en interviewpersonen, som bliver ansigtet på en hel befolkningsgruppe, komplekse politiske systemer, historie og samfundsstrukturer. 

Mediernes fremgangsmåde blev ofte, at denne token-person skulle øse ud med deres personlige oplevelser med racisme, for at danskerne derefter kunne diskutere, om det overhovedet var racisme, personen havde oplevet. Jeg blev kontaktet af flere journalister igennem sommeren, og ordet “øse” kommer faktisk fra en af dem. Det understreger nødvendigheden af uddannelse og repræsentationsarbejde i redaktionerne, når en journalist skriver til en, der kan have været udsat for dybt traumatiske, racistiske oplevelser, og beder dem om at “øse” ud af deres oplevelser.

Mediedækningen af Black Lives Matter-demonstrationer illustrerede tydeligt, at man i danske medier kategoriserer "brune mennesker" som en samlet enhed og gruppe, og at man ser ens på hele gruppen. Desværre påvirker det, vi ser på skærmen, utrolig meget, hvordan vi ser verden. Når medierne insisterer på at fremstille en etnicitet eller gruppe ensidigt, kommer folk på et tidspunkt til at tro, at alle med den etnicitet eller i den gruppe er ens. Diversiteten i gruppen bliver glemt og det skaber stereotyper. Som mange af jer læsere ved, kommer ‘brune’ mennesker i Danmark fra forskellige baggrunde og har forskellige oplevelser. Men et ensidigt mediebillede kan gøre komplekse problemstillinger meget forsimplede.

For mig kaldte sommeren på alternativer til de traditionelle mediers ensidige dækning. Derfor begyndte jeg at følge mange instagramprofiler, der havde dedikeret sig for at bruge den platform som deres talerør,  jeg lænede mig op af podcasten A Seat At The Table og Lucia Odooms Protesttillæg på Politiken. Podcasten der igennem fem afsnit dækkede forskellige aspekter af rascimedebatten med et skiftende panel,  var som et tiltrængt kram. 

Jeg havde nemlig ikke selv ordene for de ting, jeg oplevede i samfundet omkring mig, og for første gang, var der nogen, der lignede mig, som tog fat i sagen på en anden måde end de etablerede medier. Nogen der ville snakke om problemerne i stedet for at diskutere og stille spørgsmålstegn ved, om de overhovedet findes. Nogen der ikke altid startede med at ville diskutere, om der overhovedet findes racisme i Danmark. Der gik det op for mig, hvor vigtig repræsentation i medierne er. Jeg kan ikke forestille mig, hvor hård denne sommer havde været, hvis jeg ikke havde haft nogen, jeg kunne spejle mig selv og mine følelser i.

Forandringernes tid?

2020 har bevist, at medierne godt kan ændre sig. Metoo-bevægelserne tog medierne med storm, og jeg tror på, at man vil se tydelige forandringer på redaktionerne. Det har man allerede kunne se starten af. Desværre ser det ikke ud til at Black Lives Matter har rykket noget i medieverden.

Der er så mange undersøgelser og rapporter, der fortæller, hvorfor repræsentation er vigtigt. Der er så mange mennesker, der især i denne sommer har råbt op om det, men det virker til, at de har råbt for døve ører. Jeg kan ikke lade vær med at se rundt på de etablerede medier og undre mig over, at de ikke kan se, hvor meget de mangler at tage ansvar. Både for repræsentation i redaktionslokalerne og blandt kilderne. Desværre kan man frygte, at den manglende handling skyldes, at dem der mærker problemerne ikke findes på redaktionerne.

Ungdommens stemme

Efter sommeren 2020 er det blevet tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at folk fortæller deres egne historier. Jeg tror på, at folk, der fortæller deres egen historie, fortæller den bedst, og hvis historierne bliver fortalt af dem, der selv oplever det, kan de være med til at nedbryde barrierer.

Derfor forstod jeg også pludselig vigtigheden af et magasin som SEIN – et magasin lavet af unge til unge. Dogmerne er ung, ærlig, ufilteret og sammen. På SEIN laver de unge indlæggene ud fra deres eget perspektiv og ståsted, og ud fra de kompetencer, som de har. Jeg har været en del af SEIN siden starten af 2018, og i al den tid har jeg syntes, at SEIN var et vigtigt, friskt pust til den danske medieverden. Men jeg forstod ikke vigtigheden af de beskeder, vi fik fra unge rundt om i Danmark, der takkede os for vores ærlige og ufiltreret indlæg, som de følte beskrev følelser, de troede, de var alene med.

Repræsentation handler om det samme – lige meget om man taler alder, køn eller etniske minoriteter. Det skal ikke forstås som om, jeg synes, man kan ligestille forskellige typer repræsentation, for det synes jeg ikke, man kan. Men diversiteterne i grupper bliver glemt, hvis de ikke får lov til at fortælle deres egen historie. Et eksempel er mediedækningen af unge under Covid-19 pandemien, der har fået alle unge til at virke som en samlet gruppe hovedløse teenagere, hvilket langt fra er det, jeg ser, når jeg kigger rundt i mit netværk. 

På SEIN beskriver vi vores egen virkelighed, og det er det, man kan spejle sig i. Vi prøver ikke at beskrive andres virkelighed. Vi kan kun være, som vi er, og det afspejler de indlæg, vi laver. Traditionelle medier giver stemme til andre ved at formidle deres historie. Det kan SEIN også, men det bliver ud fra vores eget perspektiv, så vi kan møde andre unge med et ungt blik. Producenten afspejler historien, for det er den persons blik der kommer til at afgøre hvordan historien bliver fortalt. 

Marie Mørk er bestyrelsesmedlem og med i tekstgruppen på SEIN. I 2014 var hun med til at starte SEIN sammen med to andre unge kvinder, ud fra et fælles behov for et kreativt fællesskab med andre unge. Hvorfor det blev et medie og ikke et ungt kreativt fællesskab, er nok blevet formet af de mennesker, der har været med til at skabe SEIN, fortæller Marie Mørk. I 2020 fik SEIN sin egen nyhedsredaktion. Det har gjort det hele mere samfundsorienteret. Selvom vi stadig gør det på vores egen kreative måde, bliver vi en stemme for ungdommen. Og det er ifølge Marie Mørk måske netop denne stemme, som gør os til et medie.

I min snak med Marie Mørk spørger jeg hende, om hun mener at SEIN repræsenterer ungdommen? 

“Vi snakker ret meget om det på SEIN, for vi rammer ikke alle. Det er vigtigt, at vi hele tiden prøver at fjerne skyklapperne og prøver at få så mange forskellige unge mennesker som muligt med på SEIN. Men SEIN betyder “at være”. SEIN er de mennesker, der er på SEIN, og indlæggene bliver lavet ud fra dem, der er med. Vi er ikke journalister, og det prøver vi ikke at lade som om vi er,” siger Marie Mørk. 

Vi rammer altså ikke alle, for vi er ikke alle på redaktionen. Vi vil gerne have alle med, men vi ved også, at det ikke er realistisk.

SEIN redaktionen er dem, der er med lige nu. SEIN er en snebold, der hele tiden har rullet sig større og hele tiden forandrer sig efter, alt hvem der er med på redaktionen. I andre medier bliver SEIN fremstillet som “alle unges magasin” og “ungdommens stemme”, men i løbet af min samtale med Marie Mørk bliver vi enige om, at vi egentlig bare er vores egne stemmer, men når vi er unge, kan det ikke undgås, at der er andre unge, der vil kunne genkende sig selv i den virkelighed, vi beskriver.

Der er lang vej, men ...

Da jeg spørger Marie Mørk, hvad SEINs berettigelse er i mediebilledet, tænker hun lidt over det, inden hun svarer:

“Da vi var inde hos Slots- og kulturstyrelsen, spurgte de hvilket slags medie SEIN var, hvad SEIN kan, som andre medier ikke kan? Der kom det til mig, at det vi kan er at beskrive det momentane. Det de andre medier for eksempel ved er, at de har en statistik over hvor mange unge, der er ensomme. Her kan SEIN i stedet for, beskrive hvordan det føles at være ensom som ung, og at selvom man ikke er ensom hele tiden, så kan man godt være det i øjeblikke. Og den følelse er okay at beskrive på SEIN, selvom det ikke er hele ens livshistorie. Så man får lov at beskrive det momentane, fordi at det er en del af ungdommen, og unge føler virkelig meget og virkelig mange forskellige ting. Og alle de følelser er okay på SEIN.”

Alligevel kan jeg ikke lade vær med at tænke over, hvordan vi kan få flere slags forskellige unge med? Vi snakker meget om det på SEIN, men vi synes også at det er svært at finde en løsning. Vi vil ikke have at folk ser på os som en lukket klub for privilegerede unge. For mange af os, der er med på SEIN, er privilegerede. Det er man, hvis man har tid, energi og mulighed for at have et ulønnet fritidsjob. Men det er jo det, vi gerne vil undgå – at være en privilegeret klub. At blive en reproduktion af de etablerede medier, som ikke kan rumme alle og som afspejler de tal jeg beskrev i starten. Et medie som lukker sig om sig selv. For hvem snakker til de unge, der ikke er repræsenteret på SEIN? De unge der ikke går rundt med de samme følelser og tanker som os? Skaber os unge, der er på SEIN, en form for misrepræsentation? Er medierne, inklusiv vores eget, kun for unge som os? Er vi bare de unge, der råber højest og derfor dem medierne indretter sig efter?

Der er lang vej for SEIN, men bare det, at vi erkender problematikken, er en del af løsningen. Jeg mener ikke, at alle medier bør være som SEIN, men jeg tror, at det ville forandre medierne meget, hvis de også erkendte, at alle skriver ud fra deres egen virkelighed, og at man ikke kan undgå bias i en eller anden form. Hvis medierne erkendte det, tror jeg, at de ville se vigtigheden af repræsentation i endnu højere grad.